Stor undersøgelse afslører: Så mange har snaget i kærestens telefon

Vi har netop afsluttet en stor spørgeskemaundersøgelse, der blandt andet kaster lys over, hvor mange danskere der har snaget i en nuværende eller tidligere kærestes telefon uden vedkommendes samtykke. I artiklen her bringer vi de spændende data fra undersøgelsen. 

1.291 danskere var så søde at deltage i vores spørgeskemaundersøgelse, hvis hovedformål var at kaste lys over, hvor mange danskere der på et tidspunkt har snaget i en nuværende eller tidligere kærestes telefon.

Og lad os bare allerede nu afsløre, at det er første gang, at vi er blevet decideret chokerede over resultaterne fra en af vores undersøgelser, for det blev vi altså ærlig talt denne gang.

Mængden af respondenter, der afslørede, at de et tidspunktet havde luret i en kærestes telefon uden vedkommende samtykke, var nemlig markant højere, end vi havde forestillet os. 

LÆS OGSÅ: Stor undersøgelse afslører, hvad danskerne tiltrækkes af

For at konkretise yderligere kan vi fortælle, at svarene på hovedspørgsmålet fordelte sig på følgende måde: 

  • 67,2 % af vores respondenter svarede ja til, at de på et tidspunkt havde snaget i en kærestes telefon uden vedkommende samtykke.
  • 36,5 % svarede nej 
  • 0,8 % svarede, at de aldrig havde haft en kæreste.
Har du snaget i din partners telefon

Hvorfor vi snager, om alderen spiller en rolle, og om der er forskel på kønnenes tendens til at falde i snage-gryden, kommer vi ind på senere i denne redegørelse. 

Inden vi når dertil, ønsker vi dog lige at fortælle lidt om vores sample.

Indholdsfortegnelse

Undersøgelsens sample 

Vores respondenter fandt vi i forskellige Facebook-grupper, hvor vi fik tilladelse til at dele spørgeskemaet. 

Nogle af grupperne, vi delte spørgeskemaet i, var grupper, som var lavet med henblik på deling af spørgeskemaer, mens andre var online niche-fællesskaber, eksempelvis grupper kun for kvinder, singler og mænd.

Aldersfordelingen

Vores ældste respondent var 74 år, mens den yngste var 15 år. Gennemsnitsalderen for en respondent var 30,6 år.

Kønsfordelingen 

938 (72,6 %) af vores respondenter var kvinder, mens 352 (27,27 %) var mænd. En enkelt (0,077 %) definerede sig selv om non-binær.

Vi har en kraftig hypotese om, at den skæve kønsfordeling har betydning for vores samlede resultater, og at udfaldet havde været anderledes med en 50/50-kønsfordeling.

Vores data indikerer nemlig, at det ene køn er væsentlig mere tilbøjelig end det andet til at snage, hvilket vi naturligvis udfolder senere i denne redegørelse.

Hvorfor snager vi?

At undersøge, hvor mange danskere der på et tidspunkt har snaget i en partners telefon, var blot et af vores ønsker og formål med undersøgelsen. Et andet var at opnå indsigt i motiverne bag snageriet.

Derfor blev alle de respondenter, der svarede ‘ja’ til at have snaget, ført videre en række yderligere spørgsmål, hvoraf nogle af svarene skulle kaste lys over motiverne bag snageriet.

Et spørgsmål, vi stillede i denne sektion, lød således: 

“Hvorfor snagede du? (vælg gerne flere svar)”

Respondenterne fik mulighed for at vælge imellem følgende tre svarmulighed:

  • Mangel på tillid til vedkommende
  • Simpel nysgerrighed
  • Mistanke om at vedkommende var dig utro.

Respondenterne måtte gerne angive flere årsager end blot en. 

Ligeledes havde de mulighed for at sætte kryds i et tomt felt, der var markeret med påskriften ‘andet’. Satte de kryds heri, fik de mulighed for selv at definere en årsag. 

Frygt for utroskab er den hyppigste årsag til, at der snages

Ifølge vores undersøgelsen er den hyppigste årsag til, at en person snager i en kærestes mobiltelefon mistanke om utroskab. 

Nærmere bestemt angav 63,3 % af de respondenter, der havde snaget i en tidligere eller nuværende kærestes telefon, årsagen ‘mistanke om at vedkommende var dig utro’ som en eller flere årsager til at have udført den lettere moralsk fordærvede gerning, som det jo er at snage.

LÆS OGSÅ: Hvad skal være opmærksom på, hvis du dater en person med børn?

Den næstmest angivne årsag var ‘mangel på tillid’. Denne havde 43 % af de relevante respondenter sat kryds ved, mens 26,7 % havde sat kryds i boksen ud for ‘simpel nysgerrighed’

Hvorfor har du snaget?

Hvilke yderligere årsager angav respondenterne?

Som bemærket gav vi vores respondenter mulighed for angive andre årsager end de prædefinerede, hvis der nu havde været andre grunde til, at de havde snaget i en kærestes telefon. 

Denne mulighed valgte 45 af de i alt 812 snagende respondenter at benytte sig af. 

Herunder følger en punktoversigt over de – i vores øjne – mest interessante årsager, der af de føromtalte respondenter blev angivet som motiver for at snage.

  • Kedsomhed, når min egen mobil oplader
  • Ville se, hvor langt han var i et spil 
  • Der poppede en besked op fra en pige
  • Vidste han var utro – havde bare brug for et bevis
  • Min kæreste havde ændret opførsel over lang tid
  • Misbrug af narko
  • Tidligere utroskab
  • Har meget dårligt selvværd
  • Ville slette nogle billeder.

Giver snageriet pote?

Når en person snager i en kærestes mobiltelefon skyldes det som regel, at kæresten mistænkes for unoder af den ene eller anden slags – ofte utroskab.

Men hvor ofte er mistanken, der får en person til snage i kærestens telefon, uberettiget? 

Dette ønskede vi også at belyse i vores undersøgelse, hvorfor vi spurgte alle de snagende respondenter om, hvorvidt de fandt noget gris på kærestens telefon.

Til dette spørgsmål kunne respondenterne vælge mellem følgende prædefinerede svarmuligheder: 

  • Nej, der var intet at komme efter
  • Ja, som minimum skrev og flirtede vedkommende med andre.
  • Andet (her kunne de selv formulere et svar).

Chokerende ofte er der ugler i mosen 

Der var særligt to ting, der chokerede os ved denne undersøgelse. 

Et: Vi havde – som bemærket – slet, slet ikke forventet, at så mange har snaget i en tidligere eller nuværende kærestes telefon, som vores undersøgelse indikerer.

To: Dernæst havde vi ej eller forventet, at snageriet vil føre til ubehagelige afsløringer så ofte, som det – ifølge vores respondenter – er tilfældet. 

Lad os konkretise med nogle tal…

Hele 66,6 % af de respondenter, der på et tidspunkt havde snaget i en kærestes telefon, fortalte os, at de afslørede kæresten i som minimum at have skrevet og flirtet med andre. 

Intet under, at der findes datingsider for folk, der leder efter affærer, når man ser de tal…

I 33,4 % af snageri-tilfældene var der ikke noget at komme efter. 

Hvor mange vælger at bekende?

Der er nok bred enighed om, at det – at snage i en kærestes mobiltelefon uden samtykke – ikke er moralsk i orden. 

Derfor var vi også interesserede i, hvor mange af de respondenter, som havde handlet moralsk diskutabelt, der valgte at bekende deres gerning over for deres kæreste. 

Og det er du sikkert også, nu hvor du har læst så langt i artiklen, ikke?

Hvis jeg har, kan jeg fortælle, at 62,5 % af de respondenter, der havde snaget, valgte at bekende deres handling over for kæresten efterfølgende, mens 37,5 % ikke afslørede noget. 

LÆS OGSÅ: Hvordan skriver man den gode profiltekst til sin datingprofil?

En interessant observation i den sammenhæng er, at dem, der ikke fandt noget gris på kærestens telefon, hyppigere valgte at undlade at bekende deres gerning end dem, der havde fået fundet noget.

Helt præcist fordelte tallene sig i den sammenhæng på følgende vis:

  • 74,3 % af dem, der havde fundet gris på kærestens telefon, fortalte, at de havde snaget
  • 39,1 % af dem, der ikke fandt noget gris på kærestens telefon, fortalte, at de havde snaget

Ovenstående hænger formentlig sammen med, at mange af dem, der fandt noget gris, valgte at konfrontere deres kærester med dette og i samme forbindelse bekende snageriet. 

Hvordan ville du selv reagere?

I sidste del af undersøgelsen vendte vi scenariet på hovedet og spurgte gruppen af snagende respondenter om, hvordan de ville reagere, hvis deres kæreste snagede i deres telefon. 

Igen havde vi formuleret en række prædefinerede svar – denne gang 6 styk – som vores respondenter kunne vælge imellem. 

Igen var det tilladt at vælge flere svar. 

Ligeledes havde vores respondenter også ved dette spørgsmål mulighed for at tilføje et yderligere reaktionsmønster, hvis ingen af vores prædefinerede seks mønstre var rammende.

De fleste ville kigge indad

Herunder følger en rangeret oversigt over, hvordan vores respondenter ville reagere, sæt en kæreste snagede i deres telefon uden samtykke.

  1. Jeg ville kigge indad og forsøge at gennemskue, hvad det er ved mig, der gør, at min kæreste ikke stoler på mig (42,7 %)
  2. Jeg ville være ligeglad (36,5 %)
  3. Det ville ikke påvirke mig synderligt (30,9 %)
  4. Jeg ville blive sur og skuffet (16,5 %)
  5. Jeg ville se det som et kæmpe tillidsbrud (12,2 %)
  6. Jeg ville blive rasende (6,5 %) 

Vi tillader os at forholde os lidt skeptiske til de svar, som vi fik på dette spørgsmål, da vi synes, at vores respondenter virker meget hellige. 

LÆS OGSÅ: Sådan afslører du fakerne på datingsiderne

I den sammenhæng skal man også huske på, at mange har svaret på spørgsmålet ved at tage udgangspunkt i en hypotetisk situation og ikke en virkelig situation, hvorfor mange respondenter reelt ikke aner, hvilke følelser som et potentielt snageri i deres telefon ville udløse.

Betyder alderen noget?

Ja, det gør den tilsyneladende!

De unge er nemlig – jævnfør vores data – markant værre end de ældre, når det kommer til at snage. 

Herunder følger data for, hvor store andele inden for forskellige aldersgrupper, der havde snaget.

  • De 15-25-årige: 73,5 %
  • De 26-35-årige: 65,4 %
  • De 36-45-årige: 50,9 %
  • De +45-årige: 29,3 %.

Kønsmæssige forskelle

Som vi teasede for tidligere, byder vores undersøgelse på en række interessante forskelle, hvad angår kønnenes adfærd, og disse forskelle vil vi redegøre for i det følgende.

Kvinderne er de værste snagere

I visse kredse hersker en fordom om, at kvinder er mere nysgerrige end mænd, og vi må sige, at den fordom godt kunne se ud til at have have rod i noget virkeligt, når vi betragter vores resultater. 

Blot 30,4 % af vores mandlige respondenter angav nemlig, at de havde snaget i en nuværende eller tidligere kærestes telefon uden samtykke, mens hele 74,7 % – ja 74,7 %! – af kvinderne måtte tilstå, at det var hændt for dem.

Mænd frygter hyppigere utroskab end kvinder

Kigger vi på de motiver, som vores respondenter angav for snageriet, i et kønsorienteret lys, erfarer vi, at vores mandlige respondenter hyppigere frygtede utroskab end kvinderne.

76,4 % af de snagende mænd angav nemlig mistanke om utroskab som værende et centralt motiv for at have snaget, mens blot 61,9 % af de snagende kvinder gjorde det samme.

Mens de mandlige respondenter havde førertrøjen, når det kom til frygt for utroskab, bar kvinderne den, når det kommer til at være nysgerrige. 

28,14 % af de snagende kvinder angav nemlig ‘simpel nysgerrighed’ som et centralt motiv for deres snageri, mens blot 18,9 % af mændene gjorde det samme. 

Flere kvinder end mænd vil kigge indad, hvis deres kæreste snagede

Som vi tidligere har været inde på, var en markant andel af vores respondenter enige om, at de ville kigge indad og forsøge at gennemskue, hvorfor deres kæreste manglede tillid til dem, hvis de en dag oplevede, at deres kæreste snagede i deres telefon.

Kigger vi kønsspecifikt på dette område, ser vi, at en lidt større andel kvinder påstår at ville kigge indad end mænd. 

44,71 % af de snagende kvindelige respondenter fortalte nemlig, at de ville reagere sådan, mens blot 29,2 % af de snagende mænd fortalte, at de ville håndtere snageri fra kæresten med samme reaktionsmønster.

LÆS OGSÅ: Det er mors skyld, hvis du ikke kan finde kærligheden

Til gengæld ville vores mandlige respondenter i et større omfang end kvinderne være ligeglade med et eventuelt mobil-snageri fra kæresten. 

40,6 % af de snagende mænd angav nemlig, at de ville være ligeglade, mens andelen af de snagende kvinder, der gjorde det samme, var 36 %. 

Mænd finder oftere end kvinder smuds på kærestens telefon

Som tidligere nævnt spurgte vi også de af vores respondenter, der havde snaget, om de havde fundet noget gris i forbindelse med snageriet. 

Kigger vi kønsspecifikt på dette område, kan vi se, at vores mandlige respondenter, der havde snaget, hyppigere fandt gris på kærestens telefon, end kvinderne gjorde. 

Kvinder: fandt de noget? Undersøgelse: Har du snaget i din partners mobil?

Spørgsmål til undersøgelsen?

Hvis du har spørgsmål angående undersøgelsen, så tøv endelig ikke med at kontakte os på info@findenkaereste.dk.