Afhængig af dine partnerforslag
Der er ingen former for søgefunktion på PartnerMedNiveau, og du kan ikke se andre profiler end de partnerforslag, algoritmen giver dig. Derfor er det altså altafgørende, at du udfylder din egen profil fyldestgørende. Dette gør til gengæld, at du ikke behøver spilde din tid på at klikke dig igennem profiler, der alligevel ikke passer til dig.
Du er afhængig af, at algoritmen giver dig nogle forslag, du synes om. Du kan ændre dine præferencer for de partnerforslag, du får, men du kan ikke ændre din egen personlighedsprofil, som forslagene også baserer sig på.
Du skal være opmærksom på, at algoritmer naturligvis ikke er perfekte. Derfor kan det hænde, at en profil, som du ville have syntes godt om, går algoritmens næse forbi, fordi det ikke er et match på papiret.
Antallet af brugere på PartnerMedNiveau er ikke synderligt højt, hvilket sommetider kan have en negativ påvirkning på kvaliteten af ens partnerforslag. Når brugerbasen ikke er stor og alsidig nok, har algoritmen færre brugere at vælge imellem, og partnerforslagene er derfor ikke altid relevante. Dette kommer blandt andet til udtryk ved, at nogle partnerforslag befinder sig ret langt væk.
Få funktioner giver større behov for premium-medlemskab
Med en gratis profil på PartnerMedNiveau kan du frit tilgå dine partnerforslags profiler og læse fyldestgørende resultater fra deres personlighedstest, men du kan hverken se deres billeder eller udveksle beskeder med dem. Derfor melder behovet for at opgradere sit medlemskab sig hurtigt, hvis man – for alvor – ønsker at få noget ud af sit ophold på PartnerMedNiveau.
PartnerMedNiveau har forskellige slags premium-medlemskaber, hvis priser klart ligger i den høje ende i forhold til andre datingsider. Derfor er det værd at vurdere, om du mener, at PartnerMedNiveaus funktioner er de høje priser værd.
Lille netværk med falske profiler
Det er ikke nogen hemmelighed, at man skal lede længe efter en datingside med gode anmeldelser – og PartnerMedNiveau er ingen undtagelse. Dette site får nemlig også verbale stryg på Trustpilot.
De fleste af anmeldelserne handler om, at der simpelthen er så få brugere på siden, at det er svært at få partnerforslag. Her oplever langt de fleste at få forslag uden for deres valgte radius. Derudover mener mange anmeldere, at der er mange falske profiler på PartnerMedNiveau.
Mangel på gennemsigtighed, når man har en gratis profil, bliver også nævnt i anmeldelserne. Her påpeger nogle, at når man har en gratis profil, ser det ud som om, der er masser af brugere på PartnerMedNiveau. Dog giver dette et misvisende billede af siden, da der ikke er nær så mange brugere, når man så bliver Premium-medlem og får rigtig adgang.