Bange for at date en faker? Vi giver dig 6 tips til at afsløre svindlerne

Ikke alle mennesker er udstyret med lige så store mængder etik og moral som dig og mig. Derfor vil du erfare, at der er risiko for at date fakere og svindlere, hvis du dater online. Her giver vi dig 6 tips, der kan hjælpe dig med at afsløre, hvorvidt den person, du skriver med, er faker/svindler eller ej.

Denne her artikel må på ingen måde blive tolket som en skræmmeartikel, der overbeviser dig om, at samtlige dating sites er fyldt med svindlere og fakere, for sådan forholder virkeligheden sig gudskelov ikke. 

Når det er sagt, så kan der dog ikke herske nogen tvivl om, at du på de fleste datingsider og -apps kan risikere møde en eller flere faker(e), og derfor mener vi, at det er på sin plads med et par tips til, hvordan du kan afsløre sådanne og ikke spilde mere tid på dem end højst nødvendigt.

Indholdsfortegnelse

De store datingtjenester gør en aktiv indsats for at holde fakerne ude

Inden vi kommer ind på en række signaler, der bør få advarselslamperne til at blinke, vil vi glæde os over, at hovedparten af de store datingtjenester yder en aktiv indsats for at holde fakeprofiler og trolls ude.

Det siger dog sig selv, at det ikke altid er lige let at afsløre en faker, og nogle fakere er desværre så dygtige, at de får sneget sig uden om de digitale sikkerhedsværn.

6 tegn på at der er tale om en faker

I de følgende afsnit gennemgår vi 6 tegn på, at der er tale om en faker. 

Der er altså tale om 6 tegn, der bør få dine advarselslamper til at blinke og grundigt overveje, hvorvidt den person, du skriver med, nu også er den person, som vedkommende udgiver sig for at være. 

Er billederne mistænkeligt gode? 

Mange fakere benytter sig af stock- eller modelbilleder, og derfor bør din mistanke aktiveres og skærpes, hvis du lander på en profil med billeder, der ser atypisk professionelle og polerede ud.

På en datingprofil vil man typisk have billeder fra fester, hverdagslige begivenheder samt rejser og måske en selfie eller to. 

De billeder, der ikke er selfies, har typisk karakter af at være taget af en amatørfotograf. 

Støder du på en profil, der har denne type billeder, kan du derfor være overvejende rolig. Som udgangspunkt fremstår en sådan profil nemlig mere ægte og autentisk end profiler, der er fyldt med billeder, der åbenlyst er taget af en professionel fotograf.  

Når dette er sagt, er det dog vigtigt for os at indskyde, at der findes ægte, reelle profiler, som mere eller mindre udelukkende byder på billedgallerier bestående af modelbilleder. 

Dette hænger blandt andet sammen med, at nogle modeller benytter datingservices, samt at andre får taget modelbilleder til deres datingprofiler.

LÆS OGSÅ: Hvordan vælger man et godt profilbillede?

Hvis du støder på et billede, der i dine øjne er mistænkeligt, er et godt tip at lave en Google-søgning på billedet, da en sådan søgning vil kunne åbenbare, i hvilket omfang billedet figurerer i andre online sammenhænge og hvor. 

En sådan søgning kan du udføre således:

  1. Højreklik på musen, når markøren befinder sig over det billede, som du ønsker at undersøge.
  2. Vælg ‘Søg på billedet med Google.’
  3. Herefter vil du kunne se, hvilke hjemmesider som billedet ellers figurerer på. Hvis det figurerer på en masse stockfoto-sider, er dette en klar indikation af, at billedet er tyvstjålet, og at profilen, der benytter det, er faker. 

Hvis du er mistænksom over for en profil på grund af vedkommendes billeder, er et andet godt tip at bede om vedkommendes Snapchat. 

Indvilliger vedkommende, du skriver med, i dette, men underlader konsekvent at sende billeder af sit ansigt, kan du være ret sikker på, at du har at gøre med en faker.

Har vedkommende meget få billeder?

Dette forhold kommer lidt i forlængelse af ovenstående. 

Mange fakeprofiler bærer “heldigvis” præg af at være et resultat af lettere halvhjertede indsatser. Derfor vil mange falske profiler kun indeholde et eller få billede(r).

Dette er dog ikke altid tilfældet. Der findes nemlig også – som vi har været inde på – yderst gennemarbejdede svindel-profiler, hvor du virkelig skal være vågen og skarp, hvis du ikke skal blive snydt.

Har vedkommende nogen Facebook-profil?

En pige foran computeren

Hvis du af den ene eller anden grund fatter mistanke om, at vedkommende, du skriver med, muligvis kan være faker, så forsøg at se, om du kan finde ham/hende på Facebook. 

Ovenstående kan dog være lidt udfordrende, hvis du kun har et fornavn til din efterforskning. Typisk vil du dog have lidt mere at arbejde med, da langt de fleste er åbne omkring, hvor i landet de er fra.

Lykkes det dig at finde vedkommende på Facebook, kan du – hvis du fortsat mistænker den datingprofil, du skriver med, for at lyve – forsøge at kontakte Facebook-profilen med henblik på at opklare, om vedkommende har forbindelse til datingprofilen. 

Dette både bør og kan du sagtens gøre lidt diskret, så du ikke skilter med din mistænksomhed. Tager du fejl, vil det nemlig næppe gavne dine chancer, hvis datingprofilen, der viser sig at være ægte, opdager, at du mistænkte ham/hende for at være faker, og at du af den grund stalkede ham/hende.

Dufter profilteksten ægte? 

Hvis de eneste informationer, der fremgår via en profil, er en persons navn og alder, har det ofte en eller flere af følgende årsager:

  • Profilen er oprettet af en nysgerrig snushane, der lige skulle se, hvad datingtjenesten havde at byde på. Efter oprettelsen glemte vedkommende, der oprettede sig, alt om profilen, og nu står den halvfærdige profil bare og samler digital støv
  • Profilen er udarbejdet af en smådoven type
  • Der er tale om en fakeprofil. Måske ligefrem en, som folkene bag datingtjenesten har lavet for at få brugerbasen til at fremstå større, end den reelt er.

Derfor kan korte, dårlige og halvfærdige profiltekster være et tegn på, at en person er faker. Men det behøver det dog ikke at være. Årsagerne kan – som du kan se – også være andre.

LÆS OGSÅ: Sådan bør du håndtere identitetstyveri på en datingside

Der findes mange forskellige typer fakere. 

Nogle falske profiler er – som bemærket – kreeret af folkene bag datingsiden med henblik at få sidens aktivitetsniveau til at fremstå højere, end det er. 

Derudover findes der fakeprofiler, som oprettes af personer, der savner underholdning, og som finder det interessant og spændende at udgive sig for at andre personaer.

Ydermere oprettes der falske profiler af folk, der håber, at de kan indlede relationer med godtroende sjæle, som de på et tidspunkt kan snyde økonomisk.

Særligt de sidste to typer fakere plejer at være dygtige og svære at gennemskue, hvorfor disse som regel vil have fine, gode profiltekster, der ikke emmer af at være falske. 

Dog bør det bemærkes, at nogle de fakere, der ønsker at snyde andre økonomisk, typisk bor uden for Danmarks grænser og ikke behersker det danske sprog. 

Derfor benytter en del af disse sig af oversættelsesværktøjer, hvorfor maskinel tekst og spøjse formuleringer enten i en profiltekst eller i beskeder bør vække din kritiske sans og få dig til at overveje, om du har med en faker at gøre.

Finder personen, du skriver med, konstant på undskyldninger for ikke at mødes? 

Hvis din online flirt gang på gang aflyser jeres aftaler, kan det være, fordi han/hun forsøger at skjule noget – måske at vedkommende ikke er den, som vedkommende giver sig ud for at være.

Vi siger dog ingenlunde, at du skal smide faker-kortet, hvis vedkommende, du skriver med, aflyser en enkelt aftale. Det er mere i tilfælde af, at det sker gentagne gange, og du fornemmer, at der er noget uldent ved det hele. 

Begynder vedkommende, du skriver med, at spørge efter penge?

En mand holder en pung

Hvis personen, du skriver med på en datingtjeneste, begynder at spørge efter penge, så bør dine alarmklokker ringe – også selvom baggrunden for spørgsmålet måtte fremstå sympatisk.

De værste online dating-svindlere er nemlig ekstremt kyniske og skyr ingen midler med henblik på at opnå deres mål. 

Derfor holder de sig ikke tilbage, når de digter følelsesladede baggrundshistorier for, hvorfor de står og mangler penge. 

Der findes utallige eksempler på fakere, der har løjet om de vildeste ting med henblik på at lokke penge ud af stakkels kærlighedshungrende singler. Det være sig løgne om alt fra manglende likviditet til behandling af kræftsygdom til opbygning af gæld til mafiaen. 

Fakere er trættende, irriterende og kan tilmed være farlige

Som vi tidligere har været inde på, findes der mange forskellige typer fakere, og årsagerne til at lave en fakeprofil kan være mange forskellige.

Uanset årsagen er det voldsomt irriterende, frustrerende og til tider sårende at støde ind i en fakeprofil, når man selv er en seriøs dater. 

Fakere spilder nemlig seriøse dateres tid, og vi hører desværre både historier om nogle, der er blevet yderst følelsesmæssigt såret i mødet med en faker, og historier om nogle, der er blevet snydt for store økonomiske beløb af luskede fakere.

Vi håber, at vi med denne artikel har gjort dig i stand til at udpege enhver faker, du måtte møde i din jagt på den eneste ene, så du hverken bliver såret følelsesmæssigt eller snydt for nogen penge.

Se også: