Hvad gør man, hvis man bliver udsat for identitetstyveri i forbindelse med dating?

Flere og flere oplever desværre at se sit navn og/eller sine billeder misbrugt på en eller flere datingsider og/eller -apps. Dette er vildt ubehageligt og skal bare stoppe! I denne her artikel klæder vi dig på med værktøjer til at håndtere et identitetstyveri, sæt du skulle være så uheldig at blive ramt.

I løbet af de seneste år har vi set en generel stigning, når det kommer til identitetstyverier, og desværre er datingverdenen på ingen måde gået fri.

På stort set enhver datingplatform vil man nemlig kunne støde på fakere, altså personer, der har oprettet profiler under falske navne, og som bruger profilbilleder, som de hverken har noget at gøre med eller rettighederne til.

En faker er dels ubehagelig for dem, der ender med at indlede en relation med fakeren. Det er en ubehagelig tanke, at den person, man skriver med, er en gemen løgner, som hverken taler sandt om eget udseende eller navn.

Dog er fakere allermest ubehagelige for de mennesker, som bliver taget som gidsler – altså de mennesker, hvis billeder og andre oplysninger misbruges.

Hvad er identitetstyveri?

Inden vi går videre, vil vi godt lige helt have styr på, hvad begrebet identitetstyveri dækker over.

Der er tale om identitetstyveri, når en person ulovligt tilegner sig en anden persons personlige oplysninger og misbruger disse på en eller anden vis.

LÆS OGSÅ: Sådan afslører du fakere på datingsider

Personlige oplysninger kan vedrøre alt fra CPR-numre og adgangskoder til sundhedsoplysninger.

Identitetstyveri spænder bredt

Identitetstyveri kan variere en hel del og dermed bruges til at klassificere nogle ret så forskellige situationer.

Et eksempel på et identitetstyveri kunne være: Tyv tvinger sig adgang til et CPR-nummer med henblik på at optage lån eller købe på kredit i en andens navn.

Et andet eksempel kunne være: Person udgiver sig for at være en anden, end vedkommende er, på datingside. Person misbruger alt fra navn til billeder.

I begge eksempler er der tale om en art identitetstyveri, men hvad der misbruges er ganske forskelligt, hvilket også gælder for konsekvenserne af misbruget. 

Det andet eksempel er lidt i en gråzone i forhold til, hvorvidt man har retten på sin side, sæt man ønsker at gøre en sag ud af det. Hvis de billeder, der misbruges, befinder sig på ens Facebook-side, og denne er offentlig, og personen, der misbruger billederne, ikke gør det med henblik på at tjene penge, gør politiet sjældent noget ved det. Desværre!  

Langt de fleste vil nok også, som udgangspunkt, mene, at første eksempel er det værste at blive udsat for af de to.

Dette er muligvis også en korrekt antagelse, men når dette er sagt, så kan der ikke herske nogen tvivl om, at andet eksempel også refererer til en yderst ubehagelig situation, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste.

Det er nemlig ikke nogen rar tanke at blive ufrivilligt afsender på en masse beskeder, man ikke kender indholdet af. Ligeledes er der nok også de færreste, der sætter pris på at blive brugt til at manipulere med stakkels uskyldige ofre.

LÆS OGSÅ: Skarpe ideer til, hvad du kan lave på daten

Man har hverken magt over eller indflydelse på, hvorvidt den faker, der har stjålet ens billeder, er en klam skid, som er vildt upassende på ens vegne. Et sådant identitetstyveri vil derfor kunne få fatale konsekvenser og kunne ødelægge ens ry og personlige omdømme. Derfor skal det helst undgås!

Hvordan undgår man at blive udsat for identitetstyveri?

Nu hvor du har fået en grundig introduktion til identitetstyveri som begreb samt de mulige følger heraf, gætter vi på, at det, ligesom spedalskhed, en glidende tackling bagfra samt Ulrik Wilbek som svigerfar, er noget, du gerne vil undgå.

Som du så, er der dog stor forskel på identitetstyverier, og netop derfor er det ikke særligt nemt at udarbejde en entydig guide til at undgå den slags.

Da vi, findenkaereste.dk, fokuserer 100 % dating, vælger vi – ikke så overraskende – blot at fokusere på, hvordan du skal håndtere identitetstyveri i forbindelse med dating.

Svært at forebygge

Det er desværre ret svært at forebygge et identitetstyveri, når det kommer til dating. Rigtig mange af os har nemlig billeder af os selv, som ligger frit tilgængelige på en eller flere platforme online.

Det er meget, meget let for en faker at hente en fremmed persons billeder ned til sin computer og bruge dem i andre sammenhænge.

Derfor: Medmindre man er en meget privat type, der udelukkende har billeder i afgrænsede områder af internettet, er det desværre ekstremt svært at sikre sig 100 % mod et potentielt identitetstyveri online.

Du kan eventuelt prøve at Google dit navn og så se, hvad der dukker op. Denne proces vil give dig et fint overblik over, hvad en eventuelt faker vil kunne finde og bruge på nuværende tidspunkt.

Hvis du synes, at dine sociale medier-profiler forærer alt for meget information omkring dig selv, vil du sandsynligvis kunne ændre dine privatindstillinger og minimere mængden og graden af frit tilgængelige personlige informationer om dig.

Derfor er der da også en række forholdsregler, man kan tage, hvis man ønsker at forebygge et identitetstyveri online.

Langt de fleste af os kreerer dog så mange digitale spor, at det vil blive svært at udviske samtlige af disse. Derfor vil det for langt de fleste være så godt som umuligt at støvsuge internettet fuldstændigt for billeder samt personlige oplysninger, som man ikke ønsker, at en faker kommer i besiddelse af.

LÆS OGSÅ: Kærlighed lindrer smerte

Netop af den grund tænker vi, at du som læser vil værdsætte et par tricks, der kan hjælpe dig med at finde ud af, hvorvidt dine personlige oplysninger bruges af andre.

Google dit navn – kender du alle resultater?

At Google sit navn er et fint trick i forhold til at finde ud af, hvorvidt ens navn og eventuelle billeder optræder på platforme, som man aldrig selv har opereret på.

Det bør dog i samme ombæring nævnes, at Google ikke har adgang til alt online-indhold. Mange af de informationer, der findes på sider med login, vil Google ikke kunne indeksere.

Dette vil være tilfældet for langt de fleste datingprofiler, hvorfor metoden ikke vil fungere særligt godt i forhold til at be- eller afkræfte tvivlen om, hvorvidt ens navn og/eller billeder figurerer på en eller flere datingsider.

Se, hvilke sider dine billeder optræder på

Der findes en billedsøgningsfunktion på Google, som er rigtig nyttig, når man laver detektivarbejde og forsøger at opklare, hvorvidt ens billeder optræder på sider, som man ikke ønsker.

Denne funktion benyttes på følgende måde:

  • Højreklik på det billede, du ønsker at undersøge
  • Vælg den mulighed, der hedder ’Search Google for image’
  • Herefter præsenteres du for sider, hvor dit billede – eller billeder der minder herom – optræder.

Desværre er der samme vækstpunkt ved denne metode som ved den foregående, hvilket betyder, at ej heller denne metode vil afsløre, hvis et eller flere af dine billeder bruges på en side, der gemmer indhold bag en login-mur.

LÆS OGSÅ: Sådan flirter du over SMS og Messenger

På nuværende tidspunkt er der desværre ingen smarte metoder til at afsøge indhold bag login-mure. Derfor kan det faktisk være rigtig svært at opstøve fakere.

Det er dog ikke utænkeligt, at folk i dit netværk vil prikke dig på skulderen, hvis de ser dine billeder på en datingside, som de formoder, at du ikke er på af den ene eller anden grund.

Min identitet misbruges på en datingside – hvad gør jeg?

Hvis du afslører en skiderik i at benytte dit navn og/eller dine billeder på en datingside, skal du ikke bare trække på skuldrene og tænke, at det var da nok en skam. Nej, du skal sgu tage affære, for det er slet, slet ikke i orden, og det kan være skadeligt for dit personlige omdømme, hvis fakeren agerer modbydeligt bag masken, der ligner dit ansigt.

Herunder finder du tre konkrete råd til at håndtere en situation som beskrevet ovenfor.

  • Hiv fat i ejerne af datingsiden/datingappen

En datingside/datingapp-ejer er sandsynligvis ikke interesseret i at have fakere på sin side/app. Derfor vil du formentlig kunne få datingsidens/datingappens kundeservice-afdeling til at lukke ned for fakerens profil, hvis du skriver og informerer dem om problemet. Er de ikke samarbejdsvillige, kan du gå videre med det til Datatilsynet.

  • Gør dine profiler private

Du kan minimere risikoen for, at det sker fremover, hvis du gør dine SoMe-profiler private. Du vil formentlig kunne opsætte dine profiler, så det kun er dine venner, der har adgang til dine billeder. 

  • Gå til politiet

Som nævnt tidligere er det ofte lidt i en gråzone, hvorvidt man er offer for noget decideret ulovligt eller ej, hvis ens billeder pludselig optræder på datingsider eller -apps uden ens aktive indblanding. Er dine SoMe-profiler offentlige, er det desværre tvivlsomt, at politiet vil gøre alverden for at hjælpe dig med at komme misbruget til livs. Det skader dog aldrig at forsøge at involvere ordensmagten.