Sådan flirter du over SMS og Messenger

Moderne teknologier har i den grad ændret dating-gamet. I dag skal man ikke kun beherske flirt i den fysiske verden, nej, i dag er det mindst lige så vigtigt at kunne flirte i den digitale verden, da rigtig mange foretager store dele af deres kommunikation med potentielle kærester over SMS, Messenger eller andre beskedtjenester. I denne artikel finder du tips og tricks, der formentlig vil gøre dig endnu bedre til at flirte via beskeder.

Er du dygtig til at flirte over skrift? Evner du at give en sætning den helt rette stemningsbetoning via en velvalgt smiley, der konnoterer lige nøjagtig det udtryk, du ønsker at ramme? Og har du kendskab til subtile vendinger og forkortelser, der rummer frække, romantiske eller flirtende budskaber i sig?

Hvis ikke, kan det blive udfordrende for dig at finde en partner.

Sagen er nemlig den, at rigtig mange forhold i dagens Danmark starter digitalt, hvor de første mange samtaler foregår over skrift – og særligt i dating-verdenen er det vigtigt at vide, hvilke emojier man skal sende, og hvordan man bedst muligt vækker og fastholder en pennevens interesse. 

Hvis du mener, at det er et område, hvor indenfor du kan forbedre dig, skal du bare fortsætte med, hvad du har gang – altså at læse artiklen her.

Herunder giver vi dig nemlig en række konkrete tips til, hvordan du kan blive endnu mere interessant og bedre til at flirte over tekst.

Indholdsfortegnelse

Vær frisk og modig, men ikke ubetænksom og ulækker

Folk er typisk modigere over SMS og Messenger. Det skyldes sikkert, at man ikke har den der face-to-face-dialog, hvor man i højere grad hænges op på og konfronteres med de ting, man siger.

Vi gætter på, at en del piger faktisk ikke bryder sig om, at det forholder sig som skitseret ovenfor – altså at blandt andet en del fyre er mere modige over SMS og Messenger, end de er i virkeligheden – da det sommetider kan resultere i lumre beskeder og dick-pics, man som pige ikke har bedt om at få tilsendt. 

’Mod’ er muligvis ikke det rette ord til at skrive en situation, hvor en fyr sender et dick-pic. Her er ’dumdristighed’, ‘ubetænksomhed’ og ’liderlighed’ nok mere rammende.

LÆS OGSÅ: Hvordan opfører en forelsket mand sig?

Da langt de fleste heldigvis er fornuftigt opdragede og kan tøjle deres liderlighed, er det som regel en god ting, at de fleste – som udgangspunk – er modigere, når de kommunikerer via en beskedtjeneste. 

Særligt introverte værdsætter muligheden for at indlede relationer digitalt; mange i dette segment foretrækker utvivlsomt at lære potentielle partnere at kende over en beskedtjenester, hvilket hænger sammen med, at det er lettere at være modig over tekst. 

Derfor tør introverte i højere grad at udtrykke sig via beskedtjenester og rammes ikke af den samme frygt og skræk, som kan ramme dem, når de har en samtale med et fremmede menneske i den fysiske verden.

Nu har vi redegjort for det det øgede mod, som mange rammes af, når de kommunikerer tekstligt frem for verbalt, og derfor er vi klar til tippet i relation til netop dette mod.

Som udgangspunkt er vores tip, at du skal omfavne modet, men at det ikke må kamme over. Det er vigtigt, at du husker dine gode manerer, og at du ikke bliver overmodig og decideret klam.

Ligeledes er det vigtigt, at du forsøger at være interessant uden at virke desperat. Ingen gider skrive med en tør kiks, hvorfor du er nødt til at give noget af dig selv samt vise interesse for modparten, du skriver med.

Vær lidt kostbar

I relation til ovenstående er det dog vigtigt at pointere vigtigheden af, at du ikke viser for meget interesse, da dette vil kunne give bagslag.

Hvis du bliver overivrig og smådesperat, kommer det nemlig med stor sandsynlighed til at få den omvendte effekt end den tilsigtede. Vi gætter nemlig på, at din iver skyldes, at du virkelig gerne vil lære personen, du bombarderer med beskeder at kende, ikke? 

Det kommer du dog ikke næppe til på den lange bane, hvis det er din tilgang.

Løsningen er nemlig aldrig bare at mase på og mase. Selvom du måske har lyst til at skrive til din flirt hele tiden, bør du lade være.

Det er lidt fjollet, men vi mennesker vil næsten altid have det, som vi ikke kan få. Derfor er det altid yderst effektivt at indikere, at man ikke er fuldt ud tilgængelig. Spil lidt kostbar og hard to get, så bliver du mere interessant.

LÆS OGSÅ: Vær opmærksom på disse 7 forhold, hvis du dater en, der har børn

Det er selvfølgelig en balancegang, og du er naturligvis nødt til at investere noget af dig selv, men undlad at virke desperat. Hvis din flirt ikke svarer, så skal du ikke sende tre opfølgende beskeder, hvor du prøver at opklare hvorfor.

Måske er han/hun bare ikke interesseret, og hvis dette er tilfældet, kan du sandsynligvis ikke lave om på det. Der er måske en lille chance, men den dræber du med garanti, hvis du virker desperat og begraver vedkommende, du er lun på, i beskeder..

Vælg dine ord med omhu

På mange måder er det fantastisk, at man i dag kan lære et menneske at kende via en beskedtjeneste. Og som vi har været inde på, bifalder særligt de introverte denne udvikling, da det for mange i dette segment kan enormt grænseoverskridende at troppe op på en fysisk date uden noget stort forhåndskendskab til personen, de skal på date med.

På den her måde kan man gå langsomt frem og skabe en form for tryghed. Når man skaber et kendskab over SMS, Messenger eller en tredje tjeneste, vil det næppe være helt lige så grænseoverskridende at mødes fysisk.

Men selvom det er fantastisk, at man i dag kan indlede relationer via en beskedtjeneste, så er det også lidt farligt. Det er nemlig meget let at misforstå hinanden over tekst. Dette af flere årsager.

Eksempelvis at tekstuelle beskeder ikke giver os mulighed for at høre, hvilket tonefald beskederne er kommunikeret i.

Er man et meget sarkastisk og ironisk menneske, kan det sagtens være, at man har det lidt svært via diverse beskedtjenester, da det sommetider kan være svært at afkode ironi over tekst. Det kan det for øvrigt også i den fysiske verden, om end det sædvanligvis er lettere her.

LÆS OGSÅ: Sådan finder du ud af, om det er ægte kærlighed

Hvis du gerne vil undgå misforståelser, når du kommunikerer og flirter via en beskedtjeneste, er det vigtigt, at du vælger dine ord med omhu. Vær altid selvkritisk og overvej grundigt – uden at overtænke det – hvorvidt det, du skriver, kan misforstås. 

Vil du gerne betone et ord eller en sætning med en særlig stemning, plejer emojis at være yderst effektive tonefaldsmarkører. 

Skal emojis bruges effektivt, er det dog nødvendigt, at du kender betydningen af de emojis, du sender. Er du på nuværende tidspunkt ikke flydende i emoji-sprog, så frygt ej. Herunder gennemgår vi betydningen af en række af de mest udbredte emojis.

EmojiBetydning(er)
😂Latter, ekstrem glæde
❤️Kærlighed, at man elsker noget/nogen
👍Godt arbejde, OK, synes godt som
😭Voldsom tristhed, glæde
🙏Bøn, tak, high-five
😘Kys, kærlighed
🥰Kærlighed, tiltrækning
😊Smiler, er glad
🎉Fejring af noget, tillykke
🥺Tilbedelse, bedende, småtrist
🔥Gang i den, fremragende
🤦Frustration, forbløffelse
🙄Sarkasme, kedsomhed
😆Spænding, glæde, latter
🎂Fejring, fødselsdag
🤔Undrende, eftertænksom, spekulerende
👏Bifald
😎Sejt, selvsikkerhed
💪Stærkt gået
😏Flirtende
🤣Hysterisk latter

Uanset om det er en lille sød bamse, en avocado, en fodbold eller noget helt fjerde, så vil du stensikkert kunne finde den emoji, du leder efter, i det ualmindeligt store udvalg.  

Vær bevidst om, at I ikke kan være pennevenner for evigt

Selvom det er hyggeligt at skrive sammen, er man før eller siden nødt til at mødes for at finde ud af om der er kemi.

Som vi har bemærket flere gange, er det særligt de introverte, der formentlig værdsætter muligheden for at indlede relationer via en af de forskellige beskedtjenester.

Introverte kan nemlig godt have det lidt stramt ved tanken om at tage kontakt til fremmede mennesker. Dette er også helt okay. 

Dog er det vigtigt, at man accepterer, at man ikke kan være pennevenner for altid, hvis en relation skal udvikle sig, og at det først er i den fysiske verden, man for alvor erfarer, hvorvidt der er kemi.

Derfor skal du være indstillet på, at dig og din flirt før eller siden skal på en rigtig date, hvis jeres forhold skal udvikle sig. 

Det kan – i så fald du er introvert – stensikkert også sagtens klare, og hvis I skriver en hel masse inden, kender I også hinanden ret godt og har stensikkert hulens meget at snakke om, når I engang mødes.