Hvad er ghosting, og hvorfor gør nogle folk det?

I artiklen her finder du en redegørelse af begrebet ghosting. Ligeledes dykker vi ned i, hvorfor nogle folk ghoster. Sidst, men ikke mindst giver vi vores bud på, hvordan du bør håndtere det, hvis du på et tidspunkt bliver ghostet.

Hvis du har datet online i noget tid, er det sandsynligt, at du er stødt på begrebet – eller at du måske ligefrem har erfaring med – ’ghosting’ eller ’at ghoste’.

’At ghoste’ er nemlig desværre en ganske udbredt tendens blandt mange på diverse datingsider og -apps, og det – synes vi – virkelig er en skam.

Selvom du måske er stødt på begreberne ovenfor før, er det ikke sikkert, at du ved, hvad disse begreber præcist refererer til. 

Derfor starter vi med en begrebsafklaring, hvorefter vi dykker ned i, hvorfor nogle vælger at gøre noget så usselt som at ghoste.

Indholdsfortegnelse

Hvad betyder ghosting?

hvad betyder ghosting

Ghosting er et begreb, der refererer til, når en samtalepartner ud af det blå stopper med at svare. 

Adfærden er særligt udbredt på diverse datingtjenester, hvor det desværre ikke er voldsomt usædvanligt, at man ‘bliver ghostet’ fra tid til en anden.

Et eksempel på en samtale, der afsluttes ved, at den ene part ghoster den anden kunne være følgende:

Samtalepartner 1: Du ser sød ud? Hvad søger du hos en kvinde?

Samtalepartner 2: Hej du! I lige måde. Jeg søger en omsorgsfuld, loyal og smuk kvinde. Hvad søger du hos en fyr?

Samtalepartner 1: Faktisk meget det samme. Dog behøver min store kærlighed ikke at være gudesmuk. De bløde værdier er de vigtigste! Hvad bruger du fritiden på?

Samtalepartner 2: Sådan har jeg det nok også, når alt kommer til alt. Jeg er meget normal på det område, tænker jeg. Jeg bruger en del tid med vennerne og familien, og så elsker jeg at gå lange ture, at lytte til podcasts samt at spille padel. Hvad med dig?

Samtalepartner 1: Det lyder ikke tosset. Jeg bruger også en del tid med mine venner og min familie. Kan faktisk også godt lide at gå lange ture, men derudover så værdsætter jeg at lave mad og shoppe, hehe. Padel har jeg endnu ikke prøvet, men det ser sjovt ud. Kunne du have lyst til at lære mig det?

Samtalen dør…

Ovenstående eksempel er fiktivt, men i vores øjne meget realistisk. 

Den manglende forklaring er ekstremt frustrerende

Noget, der gør ghosting meget frustrerende for mange, er, at det manglende svar ofte kommer ud af ingenting.

Når en person ghoster en anden, kan kemien i samtalen op til ghostningen nemlig sagtens have været fin og interessen gensidig.

Umiddelbart er noget af det, der gør det – at blive ghostet – allermest frustrerende den manglende forklaring, og de mange spørgsmål, som handlingen afføder. 

Hvorfor samtalepartner 2 i vores eksempel pludselig vælger at undlade at svare samtalepartner 1, ved kun samtalepartner 2, og det vil givetvis både frustrere, irritere og måske også såre samtalepartner 1.

Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående, er du landet det helt rette sted. 

Inden længe dykker vi nemlig ned i, hvordan du bør håndtere at blive ghostet.

Inden da kigger vi dog nærmere på, hvorfor folk typisk vælger at ghoste andre.

Hvorfor ghoster folk?

Der kan være mange forskellige årsager til, at en person vælger at ghoste en anden, og i dette afsnit dykker vi ned i en række af de mest typiske.

Inden da vil dog lige pointere, at hovedårsagen til, at ghosting er blevet et udbredt problem, er at mere og mere kommunikation er blevet digitalt.

Når man kommunikerer med et andet menneske via enten Tinder, Dating.dk, Snapchat eller et fjerde medie, konfronteres man ikke på samme måde med dette menneske og vedkommendes følelser, som hvis man havde kommunikeret ansigt-til-ansigt i den virkelige verden med det selvsamme menneske.

Dette islæt ved digital kommunikation bevirker desværre, at det – for mange – er væsentligt lettere pludseligt at ignorere et menneske midt i en samtale og cutte ens bånd til vedkommende uden at afgive nogen forklaring herfor.

Som bemærket kan der være mange årsager til, at folk ghoster, og i det følgende gennemgår vi de mest typiske.

Travlhed og glemsomhed

Nogle gange skyldes ghosting ganske enkelt, at er personen, der ghoster, har for meget om ørerne og derfor glemmer samtalen.

Sommetider skyldes et manglende svar midt i en samtale på en datingside eller -app ganske enkelt travlhed. 

Du kender det sikkert fra dig selv. I de perioder, hvor du har allermest travlt, er det visse ting, du glemmer, samt nogle ting, du er nødt til at nedprioritere.

Selvom ghosting aldrig er nobelt, mener vi, at det er tilgiveligt, når årsagen til et manglende svar fra en flirt ganske enkelt skyldes travl- og/eller glemsomhed.

Personen, der ghoster, har fundet en anden, som virker mere interessant

En række moderne, populære datingtjenester har brugerflader, der ikke ligefrem animerer brugerne til at fordybe sig i lange samtaler.

Et klassisk eksempel på en sådan datingtjeneste er Tinder, hvor ghosting finder sted i stor stil. 

På Tinder er det næste match aldrig mere end et par swipe væk, og denne mekanisme gør, at mange Tinder-brugere hurtigt mister interessen for at skrive med deres matches. For dem er jagten på det næste – og måske mere interessante – match det sjove.

Personen, der ghoster dig, ønsker ikke at mødes

Der kan være mange forskellige motiver for at tilmelde sig en datingtjeneste. 

Nogle tilmelder sig med henblik på at finde en kæreste, andre for at finde sexpartnere, og atter andre tilmelder sig ganske enkelt blot for at få bekræftelse.

Hvis du møder en person i sidstnævnte kategori på en af de datingtjenester, hvor du færdes, er det ikke usandsynligt, at du bliver ghostet af vedkommende, sæt du på et tidspunkt lægger op til at mødes med ham/hende.

Da personen blot søger bekræftelse, har vedkommende dybest set ingen interesse i at mødes med dig, og vi forestiller os, at mange i denne kategori finder det lettere at ghoste bejlere frem for at fortælle dem sandheden.

Personen, du har kontakt med, ender i et forhold med en anden

Det er ikke unormalt at date flere ad gangen, og hvis man gør dette, er der jo en chance for, at tingene udvikler sig med en af de personer, man dater.

Når to personer vælger at tage springet og blive et par, er de naturligvis nødt til at droppe kontakten med de andre personer, de har datet – i hvert fald hvis forholdet, de indgår, ikke er åbent.

I sådanne situationer vælger mange at ghoste de andre personer, de har datet, frem for at fortælle dem årsagen til, at relationen må stoppe. Ikke særligt nobelt, men desværre sandt.

Konfliktskyhed

Hvis du har datet en person i noget tid, og du fortsat har lyst til at date vedkommende, men han/hun ikke længere har lyst til at date dig, er der en risiko for, at måden, hvorpå personen afslutter jeres relation, er ved at ghoste dig.

I vores øjne er det virkelig dårlig stil, men desværre er virkeligheden sådan, at nogle er så konfliktsky, at de hellere vælger en kujonløsning frem for at tage en lidt svær samtale.

Personen, der ghoster dig, søger kun sex

Som bemærket tidligere er der stor forskel på, hvad folk søger på diverse datingtjenester. 

Nogle søger – som sagt – sexpartnere, og hvis du på et tidspunkt støder på en, der blot søger sex, mens du søger kærligheden, er der en risiko for, at vedkommende pludselig ghoster dig, når han/hun fornemmer, at I ikke søger det samme, eller hvis du er rigtig uheldig… Efter at I har dyrket sex, og personen dermed har fået, hvad han/hun ville have.

Hvordan bør du håndtere ghosting?

Selvom det kan være fristende at skrive til en person, der ghoster dig for at få en forklaring, bør du - hvis du spørger os - aldrig gøre dette. Vedkommende er ganske enkelt ikke din tid værd, når han/hun laver sådan et usselt nummer.

Det er meget forskelligt fra person til person, hvor ondt det gør at blive ghostet. Ligeledes varierer det typisk også fra situation til situation.

Nogle personer påvirkes ikke synderligt meget af at blive ghostet og kommer hurtigt videre, mens andre oplever, at det – at de bliver ghostet – sætter gang i en masse negative tanker og mindsker deres selvværd. 

Det kan også sagtens være det – at blive ghostet – ripper om i en masse dårlige minder fra tidligere situationer, hvor man blev svigtet.

Hvis du er typen, der bliver meget påvirket af at blive ghostet, er det vigtigt for os at understrege særligt én ting: Du er ikke problemet. Der er intet i vejen med dig. Den person, der er noget i vejen med, er personen, der ghoster dig, for det – at ghoste – er virkelig en kujonagtig adfærd, der ikke kan ses som meget andet end et tegn på uopdragenhed og umodenhed.

At du ikke skal lade dig påvirke negativt af at blive ghostet er dog lettere sagt end gjort. 

Du har nemlig ikke fuld kontrol over dine følelser, så selvom din sunde fornuft fortæller dig, at du ikke skal lade dig gå på af, at der er en eller anden klaphat, som ghoster dig, er det langt fra sikkert, at du lykkes med ikke at blive ramt følelsesmæssigt af det. Særligt vanskeligt er dette at undgå, hvis du har et godt øje til personen, der ghoster dig.

Det er sandsynligt, at den store mængde tvivl, som det afføder at blive ghostet, vil frustrere dig, og at netop denne tvivl vil antænde en lyst i dig til at konfrontere personen, der har ghostet dig, så du kan få en forklaring. 

At tage konfrontationen kan du godt gøre, men det er ikke noget, vi anbefaler dig. Den person, der har ghostet dig, fortjener nemlig ikke, at du spilder mere tid og energi på vedkommende. Med andre ord han/hun ikke det værd.

I stedet er vores råd, at du forsøger at gøre nogle gode ting for dig selv, hvis du er blevet ghostet.

Hvad plejer at få dig i godt humør? At hænge ud med dine venner? At gå en tur? At se en god film? 

Det ved du bedre end os. Uanset hvad der får dig i godt humør, så se, om du ikke kan finde tid til at gøre dette.

Ligeledes er et godt råd, at du over for dem, der holder af dig, sætter ord på dine frustrationer og følelser over at være blevet ghostet. 

De vil nemlig – ligesom os – kunne forsikre dig om, at det virkelig ikke er dig, der er noget galt med, men derimod den klaphat, der af uforståelige årsager har valgt at cutte kontakten til fantastiske dig.

Ydermere kan et tip være, at du hurtigst muligt forsøger at komme op på hesten igen. I dag findes der ekstremt mange datingsider og -apps, og det er relativt let at få matches samt komme i kontakt med nye bejlere.

Hvis du bruger energi og tid på at lære en bejler at kende, vil du forhåbentligt hurtigt glemme alt om den seneste! 

Og hvem ved? Måske er din næste bejler dit livs kærlighed.